onsdag den 9. februar 2011

Drømmekursus, anden kursusgang

I går aftes var jeg atter på sykursus. Det var en dejlig aften, hvor jeg kom videre med min bluse-model. Planen var at nå at sy de dele sammen, som jeg havde tegnet op og klippet ud i stout sidste gang. Charlotte viste mig, hvordan man syr indsnit, uden at der kommer mærkelige folder. Det gøres ved at starte helt ude i kanten, der hvor nålen lige kan få fat og ved ikke at sy udover kanten men helt ud til i den anden ende også og ved at sætte nålene i langs med sømmen og ikke på tværs, sådan som jeg ellers har gjort.

At sætte nålene på denne her måde, holder bedre fast i stoffet end at sætte dem på tværs og de kan pilles gradvist ud, efterhånden, som man syr.
Nålen drejes ned manuelt, så den får fat helt
ude ved kanten.
indsnit fra ret og vrangside

Jeg synes selv, at det gik langsomt, men jeg nåede det, jeg havde planlagt og jeg havde sommerfugle i maven, da jeg skulle iføre mig den meget lidt kønne bluse uden ærmer... hvad nu hvis den var helt skæv eller overhovedet ikke passede? Det gjorde den selvfølgelig og efter Charlotte havde sat nåle i, så den sad helt til kroppen alle steder, var jeg glad og opmunteret. Det er længe siden en bluse har siddet så godt på mig!!

Her et et meget lidt flatterende fotografi af mig i den skønne bluse og Charlotte sidder parat med nålene til den sidste tilretning. Jeg er overrasket over, hvor godt det så ud, da de sidste nåle blev sat i og jeg kan næsten ikke vente med at få lov at sy en rigtig bluse! Men der går altså et par gange til. Næste gang skal jeg sy de ændringer, der er markeret med nålene nu og som er vist her nedenfor.. og der skal sys et ærme i. Jeg nåede ikke at lave ærmet, men det gør jeg herhjemme.


En masse nåle, der gør, at den sidder helt perfekt.
Endnu en dejlig koncentreret aften, som dog bar præg af, at jeg ikke var helt frisk og havde temmelig ondt i maven det meste af tiden...

Næste kursusgang er om 2 uger pga. vinterferie. Hvordan skal jeg kunne vente så længe???!!! Jeg har lyst til at komme videre med blusen og at lave et grundmønster til en nederdel og en kjole med det samme! Der er meget arbejde i det her og det er dybt tilfredsstillende at se, at det lykkes og at det oven i købet bliver bedre end forventet.. Håber det bliver ved på den måde.

Derudover ville jeg ønske, at jeg havde tid og overskud til at lave noget herhjemme, men den sidste halvanden uge har jeg været hjemme med sløje børn og jeg har selv været syg i 5 dage. Det har jeg ikke prøvet i årevis. For at gøre det hele værre, er dagplejemor også syg og lillebror kan endnu ikke blive passet hos andre og jeg mangler en bil og strømforsyningen til min bærbare computer er væk og jeg skal komme efter dig! Det er nærmest som om, at højere magter prøver at holde mig fra arbejdet. Er ved at blive en anelse presset for at sige det mildt... min bedre halvdel har tidligere prøvet at overbevise mig om, at der ikke findes problemer, kun udfordringer. Lige nu synes jeg, at det er en lille smule poppet og lalleglad holdning. Det føles godt nok rigtig meget som problemer ;o).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar