fredag den 18. februar 2011

Drømmedage... selvransagelse og parterapi?

For snart lang tid siden sendte strikaholic et link ud på facebook, som øjeblikkeligt fangede min opmærksomhed og interesse:

Diva Power Blog: Beskriv din drømmedag...(jo - gør det!)

Det drejer sig om at beskrive sin drømmedag. Jeg syntes, at det lød som en fantasktisk ide. Jeg godt kunne trænge til at drømme lidt! Min mand foreslog, at vi udvidede øvelsen og beskrev hver vores drømmedag og sammenlignede. Det syntes jeg var en fremragende ide.

Vi er, som så mange andre børnefamilier, helt fortravlede og der kan gå længere perioder uden, at vi for alvor får talt sammen, fordi den ene falder i søvn med ungerne, mens den anden rydder op eller arbejder om aftenen, om morgenen er han kørt længe inden jeg og ungerne står op og weekenderne går mest med børneunderholdning og rengøring. Derfor kan det også nogle gange komme som en overraskelse, hvis en af os ikke trives, for vi har simpelthen ikke haft overskud eller overblik nok til at kigge hinanden dybt i øjnene og mærke hvordan det går.

Når tingene kører lidt af sporet og det hele flyder sammen og man ikke har tid til at være kærester, så kan det være rart alligevel at have nogle fælles projekter og at tillade sig at drømme sammen- selv hvis det er på afstand og hver for sig. Giver det nogen mening? Måske kommer vi tættere på hinanden på den måde? Jeg savner ham i hvert fald nu, hvor det hele bare drøner derudad og vi kort mødes i døren eller henover aftensmaden, hvor vi forsøger at få fodret ungerne og i øvrigt aldrig kan få et ord indført for Asta Helenes (3 år) konstante "milde" barnerøst.

Jeg er spændt på hans historie, for selvfølgelig kender jeg ham. Han er jo min mand. Men jeg er faktisk overhovedet ikke sikker på, hvad hans drømmedag rummer, når vi kommer ned i detaljerne. Og med hensyn til min egen, så er jeg faktisk ikke engang sikker på, hvad der kommer til at stå i den, for det er godt nok længe siden jeg har følt efter, hvad jeg selv godt kunne tænke mig.. mon jeg overhovedet kan finde frem til det?

Hvis historierne bliver gode (og stuerene) så offentliggør jeg dem her ;o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar