farmors havregrynskager

Min dejlige farmor døde tidligere i år. Hun nåede at blive 90 og holde stor fødselsdag i haven og hun var også med til mit bryllup. Det er jeg meget taknemmelig for! Vi savner hende meget og vi mangler hende særligt her i december til ungernes fødselsdage og til jul selvfølgelig. Lige så længe jeg kan huske, har hun bagt de her småkager. Det hører til blandt min fars absolutte favoritter (sammen med franske vafler fra Karen Volf!) og han er ikke en mand, man særligt nemt stiller tilfreds! ;o). De er også et hit hos mine unger. I det hele taget kender jeg ikke nogen, som ikke kan li dem.

Opskriften:

75 g havregryn
1/4 tsk salt
125 g sukker
125 g margarine
75 g kokosmel
100 g mørk farin
100 g mel
1 æg
1 tsk natron
2 tsk vanillesukker

Det hele æltes godt sammen (det kommer til at føles i stil med havregrynskugler) Dejen sættes i små klatter på bagepapir på en bageplade og bages i 8-10 min ved 200 grader (almindelig ovn). I ovnen flyder de langsomt ud, så hæver de lidt op og falder sammen. Når de falder sammen er de næsten færdige. Så mangler de (måske!!) lidt farve. Der er en fin linie mellem, at de har fået lige det de skal og er let gyldne og at de har fået en lille smule for meget og dermed smager lidt brændte.

Farmor Lilly...
Min farmor lavede også kejserens skæg og de bedste boller i verden. Det er dem jeg prøver at eftergøre, når jeg bager til fødselsdage, men mine bliver aldrig helt så gode. De er standarden alle boller måles op imod og der er hidtil ingen, der har kunne være med. Derudover lavede hun en meget lækker grønkålssuppe. Den var bare skøn og jeg forsøgte i videst muligt omfang at få hende til at lave en grønkålssuppedag en gang i løbet af vinteren..

..men farmor var jo ikke kun i køkkenet. Hun var så meget mere. En lille, spinkel dame, der boede alene i omtrent 30 år på en lille gård lige udenfor Stege. Hun var aldrig fordømmende eller belærende, end ikke når et par af hendes børnebørn (jeg siger ikke hvem! ;o)) en gang imellem havde et rod med kærester og sidenhen i familielivet. Hun forstod det ikke, men hun hævede aldrig pegefingre alligevel. Hun gik ikke op i fine ting og havde i det hele taget ikke fine fornemmelser. Hun var bare helt lige til, efter min mening. Jordbunden og uden de store armsving, men gæv og rar og sej også. Derfor var der også mange, der holdt af at besøge hende og hun havde en stor vennekreds, som ofte kom forbi til kaffe ude på gården. Der var overhovedet ingen "fru Hyacinth" over hende (hvis nogen kender hende fra tv-serien - Fint skal det være eller Keeping up Appearances?). Jeg synes, at farmors måde at være på er efterstræbelsesværdig.

Og så havde hun en KÆMPE køkkenhave, hvor hun dyrkede, jordbær, kartofler, gulerødder og alle mulige andre lækre ting, som hun gladeligt delte ud af - enten friskt eller syltet i forskellige afskygninger. Og hun passede den selv! Hun nåede heldigvis aldrig på plejehjem eller ældrebolig og hun var i stand til at gå i haven helt til det sidste. Frisk i sind og krop (sådan nogenlunde da, for man kan nok ikke undgå at blive lidt slidt som 90'årig bondekone?). Sådan vil jeg også have det, når jeg bliver gammel.