torsdag den 15. september 2011

Kjole #1 - design

Kjolen som jeg planlægger at sy på sykursus, skal se nogenlunde ud som på tegningen (undskyld.. men jeg er altså bare ikke god til at tegne).
Min aller første kjole...

Den kommer til at bestå af lange baner af stof, som er syet sammen i lodrette linjer.

Den sidder tæt på overkroppen og bliver mere løs fra taljen og ned. Den kommer til at gå til lige under knæet.

Haludskæringen bliver bred og jeg laver evt. en lille krave, som kommer til at stå.

Jeg har ikke besluttet endnu, hvad jeg gør med ærmer. Jeg hælder mest til, at den bliver uden ærmer, så jeg kan have en langærmet t-shirt indenunder.. ellers er jeg ret vild med 3/4 lange ærmer, men jeg er ikke sikker på, at det ville være pænt i det spraglede stof, jeg har valgt. Eventuelt kunne ærmerne være ensfarvede?

Stoffet til selve kjolen bliver Amy Butler, Lotus Temple Garland Lime, som er vist her til venstre. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud, når det bliver klippet i smalle stykker. Lige nu er planen, at en bane stof midt for og en bane midt bag kommer til at ligge, så blomsterne i stoffet bliver bevaret. Dvs. at den midterste bane foran og bagved bliver bredere end resten, hvilket man ikke kan se på tegningen.

Eventuel laver jeg et bånd eller et bælte i taljen - f.eks. i noget ensfarvet stof.

På sykursus i tirsdags tegnede jeg min blusegrundform op og forlængede den med 55 cm og gjorde den lidt bredere - ca tre cm på både for- og bagstykke. Jeg flyttede indsnittene på skuldrene på bagstykket til ærmegabet og resten af indsnittene kommer til at blive opslugt af alle de lodrette sammensyninger. Men først har jeg klippet grundformen ud i papir og samlet indsnit og sammensyninger med tape. På den måde har jeg lavet halvdelen af kjolen i papir og haft den på. Charlotte har så tegnet banerne ned igennem på papiret og jeg har rettet dem til bagefter. Jeg mangler at lægge lidt til i bredden på de enkelte stykker i bunden af kjolen, så den får den ønskede vidde. For andre variationer af blusegrundformen se f.eks. her.

Måske ender jeg med at mangle stof? Det er kun 110 bredt og selvom det er smalle stykker, så ryger der nok en del stof, da alle de smalle baner skal have sømrum hele vejen rundt.. må heller undersøge, om jeg kan skaffe mere af stoffet.. Alternativt kunne jeg finde en flot ensfarvet, som kan være den overvejende farve i kjolen, men så mister jeg noget af det sjove i at klippe det spraglede stof ud og se hvad det gør ved det overordnede indtryk i kjolen.

Gid det snart var tirsdag... Forhåbentlig skal jeg på tilskærerkursus søndag, men da skal jeg ikke arbejde med kjolen.. men måske opstår der et nyt projekt?

1 kommentar:

  1. Hej Pusser
    det ser da godt ud, hvis der skal ærmer i ville jeg også vælge ensfarvede 3/4

    SvarSlet