torsdag den 15. september 2011

Kjole #1 - design

Kjolen som jeg planlægger at sy på sykursus, skal se nogenlunde ud som på tegningen (undskyld.. men jeg er altså bare ikke god til at tegne).
Min aller første kjole...

Den kommer til at bestå af lange baner af stof, som er syet sammen i lodrette linjer.

Den sidder tæt på overkroppen og bliver mere løs fra taljen og ned. Den kommer til at gå til lige under knæet.

Haludskæringen bliver bred og jeg laver evt. en lille krave, som kommer til at stå.

Jeg har ikke besluttet endnu, hvad jeg gør med ærmer. Jeg hælder mest til, at den bliver uden ærmer, så jeg kan have en langærmet t-shirt indenunder.. ellers er jeg ret vild med 3/4 lange ærmer, men jeg er ikke sikker på, at det ville være pænt i det spraglede stof, jeg har valgt. Eventuelt kunne ærmerne være ensfarvede?

Stoffet til selve kjolen bliver Amy Butler, Lotus Temple Garland Lime, som er vist her til venstre. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud, når det bliver klippet i smalle stykker. Lige nu er planen, at en bane stof midt for og en bane midt bag kommer til at ligge, så blomsterne i stoffet bliver bevaret. Dvs. at den midterste bane foran og bagved bliver bredere end resten, hvilket man ikke kan se på tegningen.

Eventuel laver jeg et bånd eller et bælte i taljen - f.eks. i noget ensfarvet stof.

På sykursus i tirsdags tegnede jeg min blusegrundform op og forlængede den med 55 cm og gjorde den lidt bredere - ca tre cm på både for- og bagstykke. Jeg flyttede indsnittene på skuldrene på bagstykket til ærmegabet og resten af indsnittene kommer til at blive opslugt af alle de lodrette sammensyninger. Men først har jeg klippet grundformen ud i papir og samlet indsnit og sammensyninger med tape. På den måde har jeg lavet halvdelen af kjolen i papir og haft den på. Charlotte har så tegnet banerne ned igennem på papiret og jeg har rettet dem til bagefter. Jeg mangler at lægge lidt til i bredden på de enkelte stykker i bunden af kjolen, så den får den ønskede vidde. For andre variationer af blusegrundformen se f.eks. her.

Måske ender jeg med at mangle stof? Det er kun 110 bredt og selvom det er smalle stykker, så ryger der nok en del stof, da alle de smalle baner skal have sømrum hele vejen rundt.. må heller undersøge, om jeg kan skaffe mere af stoffet.. Alternativt kunne jeg finde en flot ensfarvet, som kan være den overvejende farve i kjolen, men så mister jeg noget af det sjove i at klippe det spraglede stof ud og se hvad det gør ved det overordnede indtryk i kjolen.

Gid det snart var tirsdag... Forhåbentlig skal jeg på tilskærerkursus søndag, men da skal jeg ikke arbejde med kjolen.. men måske opstår der et nyt projekt?

tirsdag den 13. september 2011

Sykurser på Emilielunden; Nye kurser... nye udfordringer... nye glæder... nyt tøj ;o)

Så begynder efterårets programEmilielunden og det ser rigtig spændende ud....

En af Charlotte Wiegands kjoler
Der er mange kurser, jeg gerne ville følge:
f.eks. et ginekursus, hvor man laver laver en gine af sig selv. Jeg forestiller mig noget i stil med at pakke en ballon ind i papmache! På ginekurset er det bare mig, der er ballonen og det er nok noget andet materiale den bliver lavet i? Skallen bliver sidenhen pakket ind i stof og monteret på en fod. På den måde får man den perfekte gine til sig selv.. sådan en gad jeg da godt at have! Jeg har set nogle af de personlige giner. De er rigtig flotte.

Jeg vil også gerne med på udflugt til København, hvor der er besøg og foredrag hos Hvidberg, som er nordens ældste klædevarer forretning, samt besøg i Silkehuset. Jeg ønsker mig også at være med på den årlige tur til Paris (i maj), som er en uge, der går med at besøge stofbutikker, modebutikker, gå på museum, spise god mad osv osv. Derudover er der kurser i at sy i skind og at finde sin egen stil... men jeg kan jo ikke nå det hele...
profil  Københavnertur 2010
Jeg deltager til syning tirsdag aften, sådan som jeg også gjorde det sidste vinter og så er jeg så heldig at være med på et tilskæringshold, som ligger en søndag i september og en søndag i december. Selvfølgelig skal jeg være med til åbent hus d. 12 november, hvor der bliver foredrag og arrangementer - f.eks. kommer der en franskmand og med nogle vintage-knapper. Der kommer snart et program, som jeg straks linker til. Det er også planen at se skrædderlaugets modeshow i Molktes Palæ d. 8 november.


Tilskæring er ikke noget, jeg vidste meget om sidste vinter, men jeg har lavet en bluse, hvor jeg har benyttet tilskæringsteknikker til at flytte indsnittene på min grundform. Det gav mig et indtryk af, de muligheder der opstår, når man lærer at ændre på mønstrene. Jeg glæder mig meget til at lære mere og kunne begynde at lege med snit, indsnit, former osv.

Jeg forestiller mig to syprojekter. Et omfattende projekt med at lave en frakke af noget uld jeg har liggende og et nemmere projekt, hvor jeg laver endnu et mønster til en nederdel eller et til en kjole. Jeg har fornylig lavet en nederdel, som bliver vist her og her, som jeg er rigtig glad for, men den er nok lidt for fin, til hverdagsbrug.
Charlotte Wiegand

Der er stadig plads på nogle af holdene og jeg foreslår at kigge på programmet og kontakte Charlotte. Kommer man langvejsfra, er der mulighed for at overnatte på Emilielunden. Charlotte har en del kursister, der kommer langvejs fra. Det giver mulighed for at kigge nærmere på den skønne lille sydhavsø - Møn.