torsdag den 28. april 2011

Den sidste gang på sykursus

Ja, det var faktisk lidt vemodigt. Det var en dag, hvor jeg udelukkende syede (til forskel fra alle de andre gange, hvor jeg mest har tegnet og klippet) og jeg vidste, at jeg ikke ville nå at blive færdig, men skulle se at få lavet så meget som muligt, så jeg måske selv kunne klare resten på min flotte bluse hjemme..

Mit hoved er ved at koge over med ideer og lyst til at sy til ungerne (og måske endda til mig selv). Jeg har skaffet en del soft voile (stof) i to farver, som jeg havde tænkt skulle gå til festkjoler/-nederdele til mine tøser og jeg har stof til en skjorte/bluse til lillebror - ligeledes til sommerens fester. Kjolerne/nederdelen er skitseret på papir. Så er det kun kompetencerne og erfaringen der mangler (! småting ik !). Jeg havde ikke råd til mere sykursus i denne omgang, derfor måtte jeg bombardere Charlotte med spørgsmål omkring diverse og forhåbentlig klare mig selv.

Stor var min glæde og lettelse, da Charlotte kom listende med et stykke papir. Det er selvfølgelig min mor (Det er ALTID min mor! TAK MOR), der har været på spil og sponsoreret et klippekort til sykursus i løbet af sommeren, så jeg har stadig gavn af Charlottes kyndige vejledning Dejligt....





Men der er et dilemma: Jeg ville virkelig gerne med på kurset Kreativ Drapering, som foregår i 15.-17. april (det er jo lige om lidt). Går og overvejer om jeg skal omsætte klippekortet og lægge lidt oveni, så jeg kan være med. Vil jeg få mere glæde af klippekortet og er draperingskurset måske på et lidt for højt niveau til mig?

Men hvad var det så, jeg syede på kurset tirsdag? Blusen blev syet sammen og sømme, indsnit osv blev overlocket, så det (også) ser pænt ud på bagsiden. Den mangler stadig ærmer, som det fremgår af billederne og jeg skal beslutte mig for en halsudskæring (for den skal ikke se ud som nu). Til gengæld har den fået rullelynlås i venstre side. Det særlige ved sådan en er, at man ikke kan se den på retsiden. Det eneste der afslører lynlåsen er glideren, se selv:




Det jo ik engang sjovt!

Burde jeg sende en klage til Danske Spil for dårlig humor? ;o)


tirsdag den 26. april 2011

Påske i solskin og børnebil...

Det har været en skøn påske... Alle børn har været hjemme i reden og har hygget sig (når de altså ikke lige har været på besøg hos bedsteforældre eller været ude at lege et sted). Dejlig dejligt dejligt dejligt dejligt....




tirsdag den 19. april 2011

Blogger irritation...

Jeg holder faktisk lidt af min blog. Det er en følelse, der langsomt er opstået. Jeg har nydt at lave mit eget banner med baggrund af egne blomster fra eget bryllup og at logge mine bedrifter udi sykunsten osv osv..

Men samtidig har jeg også været gradvis mere irriteret på Blogger (hvilket ærgrer mig, for jeg valgte Blogger, fordi jeg generelt godt kan lide Googles produkter). Det irriterer mig, at det skal være så s.... besværligt at sætte to billeder ved siden af hinanden for eksempel. Det giver besvær i næsten alle indlæg og det gør tiden at skrive indlæg en hel del længere, end jeg gider at bruge. Det tog også lang tid for mig at finde ud af, hvordan jeg kunne dele f.eks. pdf dokumenter via min blog. Jeg ville gerne lægge et hæfte med hjemmefødselsberetninger ud, så alle kunne hente og læse det. Det er vel kun muligt gennem google docs? Eller er der andre måder at gøre det på, som jeg ikke har opdaget?

Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kan gøre det muligt at skrive kommentarer til andre sider end hovedsiden. Jeg har lavet to ekstra sider "Mit arbejde" og "Om mig", men jeg kan ikke finde ud af at gøre det muligt for læsere at skrive kommentarer, ligesom de kan til indlæggene på forsiden.. hvis der er nogen, der har opdaget hvordan, må de gerne afsløre det!!!

Min tålmodighed med teknologi generel ret lille. Det skal bare virke!... Jeg bliver dog ikke lige så sur, når produktet er gratis (hvilket er det eneste der gør, at jeg ikke har boykottet Blogger for længe siden!!!). I det tilfælde er det vel ok, at det ikke er helt perfekt? Hvis jeg har betalt for det, er det en helt anden sag. Der er ikke ret mange andre produkter, hvor vi ville acceptere, at der var alle mulige fejl og uhensigtsmæssigheder på noget, man har betalt i dyre domme for, end forskellige former for teknologi? Producenter synes åbenbart ofte, at det er ok at udgive noget i en version 1.0 og at det giver sig selv og er helt ok, at der er problemer, som først bliver løst eller forbedret i næste version????... Det fatter jeg overhovedet ikke.......okay, jeg skal nok ikke komme for meget ind på det her, for det kan virkelig bringe mig op i det røde felt.

Iomega eGo Portable Harddisk 1 TBGenerelt betragter jeg mig selv som forholdsvis god til at finde rundt i div. teknologier - jeg er uddannet i datalogi og kan godt lide at lege med nye gadgets. Var jeg rig, var jeg omgivet af lækkert teknologidesign med fremragende funktionalitet. Først og fremmest skal det fungere, men det må også gerne have lidt lækkerhedseffekt og tænke kendte funktioner på nye måder - som f.eks. gmail. Jeg bliver helt glad, når jeg har anskaffet mig en ny dims, som f.eks. denne Iomega eGo 1 TB Hardisk:

Den er da lidt mums af en harddisk, ik (som hedder fastpladelager på dansk forresten... kommer lige til at tænke på en professor, der mente, at man altid skulle bruge de danske betegnelser!);o)? Jeg har selvfølgelig læst test af harddiske osv., inden jeg besluttede mig og denne var den bedste, der samtidig også var tænkt over designmæssigt, som jeg kunne lide. Jeg har også altid syntes, at Apple lavede spændende og flotte produkter og min respekt for firmaet har været høj, netop fordi de tilsyneladende har sat en ære i at lave noget færdigt og velfungerende, INDEN de sendte det på markedet. Min debut med computere var på Macs. Desværre er hypen omkring brugervenligheden, nytænkningen og det flotte design efterhånden kammet over i en slags snobberi og/eller arrogance, som jeg ikke bryder mig om og som gør, at jeg overvejer slet ikke at købe deres produkter (f.eks. da Apple mente, at side 9 pigen skulle censureres når Ekstra Bladet skulle læses på deres iPad og iPhone - se f.eks. her). Det er stort set også altid mig, der opsætter telefoner, indstiller fjernsyn og dvd osv, når der kommer nyt i husholdningen. Så jeg er med andre ord ikke teknologi-forskrækket eller uvidende, synes jeg da selv....

men når det kommer til Blogger, så sidder jeg ofte og hiver mig selv i håret og undrer mig over, om det er mig der fatter minus...

lidt rodet indlæg.. men nu har jeg da fået lidt luft for mine frustrationer...

søndag den 17. april 2011

Nederdel-fusion og lidt om skråbånd..

Efter den skønne taske blev færdig og allerede er foræret væk, har jeg afsluttet et andet projekt. Jeg har efterhånden lavet et par stykker af Marapyttas DIY nederdel, fordi jeg er vild med linningen. Der ligger 1000 andre gør-det-selv nederdele rundt omkring og jeg synes at en af dem på Dana-made-it også er rigtig sød, især den med de to lag. Så jeg blev enig med mig selv om, at lave en kombination af de to: http://www.dana-made-it.com/2008/07/tutorial-simple-skirt.html og http://marapytta.blogspot.com/2010/11/diy-nem-nederdel.html:





plus














bliver til:




Skråbånd igen igen...
De lodrette sammensyninger på skråbåndene
er lavet på baggrund af Marapyttas vejledning
og de er rigtig pæne...
Samtidig har jeg benyttet lejligheden til at øve mig endnu mere på at lave og påsy skråbånd og det begynder efterhånden at nærme sig noget, som jeg selv er nogenlunde tilfreds med. Denne gang har jeg ramt båndet både på forsiden OG på bagsiden så godt som hele vejen rundt. Det har hele tiden set nogenlunde ud på forsiden, men jeg har irriteret mig over, at jeg er kommet udenfor skråbåndet på bagsiden. Det er egentlig ikke fordi det betyder så meget. Båndet er jo syet ordentlig fast på bagsiden alligevel, så det er ren kosmetik! Denne gang har jeg gjort det lidt anderledes, end jeg ellers har gjort. De andre gange har jeg nålet båndet fast hele vejen rundt meget omhyggeligt. Denne gang har jeg stort set ikke brugt nåle. Når skråbåndet er blevet syet fast på vrangen (uden nåle) har jeg bukket det om på retten og forsigtigt presset det lidt på plads med strygejernet og så bare syet det fast helt uden nåle! Det har faktisk været nemmere og er blevet pænere på den måde. Jeg er stadig ikke helt tilfreds. Synes stikningen er kommet lige lovlig langt væk fra kanten, men var den tættere på, ville jeg nok være kommet mere udenfor båndet på bagsiden.. suk.. en dag lykkes det vel? Det bliver i hvert fald bedre gradvist...


Derudover har jeg også tidligere været små-irriteret over sammenføjningen/afslutningen på skråbåndet, som har været grimt og sjusket, men det har Marapytta været så super sød at give en vejledning til. Den kan man finde her og den er helt vildt nem og mine skråbåndsafslutninger bliver aldrig grimme igen! TUSIND tak til Marapytta.



Selvom jeg ikke har haft brug for meget lange skråbånd, har jeg alligevel gerne ville lære at lave lange skråbåndsstrimler uden at sidde og sy en hel masse korte sammen. Denne gang brugte jeg videoen til venstre som vejledning og det fungerede fint.


En anden vejledning findes her: pralerier: Lav dit eget skråbånd - DIY Men vær opmærksom!. Første gang jeg fulgte den, blev det slet ikke til skråbånd. Jeg tror, at jeg vil kunne regne problemet ud, hvis jeg sammenligner den med videoen. Tror at jeg fik syet trekanterne forkert sammen... Det jeg godt kan lide ved den er, at stregerne er tegnet på forhånd. Men det nytter jo ikke meget, hvis jeg ikke kan forstå resten af vejledning... det skal efterforskes..


Det var vist alt om skråbånd for denne gang...

fredag den 15. april 2011

Taske #1 - FÆRDIG

Den er blevet SUPER skøn (mønster og stof er beskrevet her og her)! Der er gods i den og den består af lækre materialer hele vejen igennem. Det har været en fornøjelse at arbejde med de lækre tekstiler og mellemfoer/afstivning. Alt, undtaget det sidste trin, er gået helt efter planen. Det var alligevel ikke så svært at følge mønstret på engelsk, da jeg først var kommet igang. Alt bliver forklaret. Der var faktisk kun to steder, hvor jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Det var først til allersidst, da jeg skulle lave en stikning, der meget præcist skulle følge underkanten af båndet, både på ydersiden og indersiden, at jeg pludselig blev meget træt af det. Det er blevet ok på forsiden, men ikke helt perfekt på indersiden. Det har været en strid at sætte nåle i for at lave den møg-stikning. Jeg har stukket mig mange gange i fingrene og siddet utrolig lang tid og fedtet med at få båndene på ydersiden og på indersiden til at ligge helt præcist oveni hinanden og så endte det alligevel med ikke at blive helt godt. For første gang blev jeg irriteret og utrolig træt... men jeg kom i mål og den har været det hele værd.

Jeg er slet ikke bange for at sy efter engelske mønstre en anden gang og jeg synes selv, at jeg har nogenlunde styr på afstivning og mellemfoer nu. Det var ellers ret forvirrende til at begynde med, som det måske fremgår her.

Jeg har brugt Vilene G700, som er en mellemvævet, let og lækker, blød afstiver, som kun giver let afstivning. Den stryges på og støtter stoffet en lille smule og følger stoffets bevægelser. Den er fleksibel og bliver ikke stiv som pap eller papir, ligesom andre typer afstivning. Jeg har kun kunne finde den i en engelsk webshop: gonetoearth.co.uk. Alle dele undtaget foret har fået G700, de to dele i foret har fået Thermolam 272. I mønstret bruger de en variant, som kan stryges på, men det kan den, jeg har brugt, ikke. Den er forholdsvis tyk (lidt ligesom meget tykt filt, eller noget lignende) og slet ikke fleksibel, så den giver meget afstivning til tasken og gør den blød og vamset (hvilket er godt i en taske som denne!). Jeg besluttede at maskin-ri (dvs. sy med de længste sting og ikke hæfte enderne) Thermolammen på helt ude i kanten, hele vejen rundt. Det blev yderligere fastgjort, da jeg syede lommerne på.

Her lidt højdepunkter fra processen:

Jeg har lavet læg for første gang.. det var ikke særlig svært..



Der blev rundet hjørner. Her har jeg rundet hjørnerne på foret men endnu ikke på ydersiden af tasken.. Det gør at tasken får en slags bund og ikke bare bliver en flad pose... ydersiden til venstre og foret med afrundede hjørner til højre:
Bunden af foret, efter hjørnerne er ordnet..


Den kan stå af sig selv, efter bunden er blevet lavet (og med god hjælp fra Thermolam) ;o).

Her er afmærkning til at ordne hjørnerne på ydersiden af tasken, nøjagtig som på foret... sidesømmen og bundsømmen lægges oveni hinanden og der sættes nåle i for at holde dem sammen. Så tegnes der et punkt 1,5 inces fra spidsen og 4 inces på hver side og der trækkes en blødt rundet streg mellem punkterne, som der skal syes efter. (Jeg besluttede at bruge den måleenhed, som de benytter i mønstrene. Jeg har flere målebånd og linealer, der har cm på den ene side og inces på den anden side. Jeg har også anskaffet en fod til symaskinen som gør det nemt at sy med en kvart inch, da det ofte bruges som sømrum i engelske mønstre.)

Her er der syet i stregen. Efterfølgende klippede jeg det overskydende stof af , så det svarer til et sømrum på ½ inch (er ikke vist, men jeg har bare klippet, så det følger stregen).
Skulderremmen er syet sammen af to dele ret mod ret og der er klippet små indhak hele vejen rundt for at gøre remmen mere fleksibel. Her ses den på vrangsiden, umiddelbart inden jeg trækker enderne igennem det hul, jeg har lavet midt på remmen...
Dadaaaaa! Det færdige resultat. Jeg er stolt og meget tilfreds. Det her er en taske, som jeg kunne have fundet på at købe i en butik. Jeg synes ikke, at man kan se, at den er hjemmegjort (altså på den ufede måde, for der er mange fede hjemmegjorte ting!!)

onsdag den 13. april 2011

blandede syprojekter og den første dag i haven...

Jeg var ikke til sykursus i går. I stedet var jeg til en skole/hjem samtale, som gik rigtig godt...
 
Men det betyder jo ikke, at der ikke sker noget. I dag har jeg haft gang i et par opgaver.. tasken skrider fremad og jeg har klippet skråbånd til den nyeste nederdel..

og så lige et stemningsbillede fra sidste weekend... glæder mig til den næste forårs-udedag i haven. Håber der kommer et par stykker i påsken :o)

torsdag den 7. april 2011

Nyt legetøj til mor :o)

Og så var det, at man lige så mig tråde, indstille og køre et par omgange (på min mors overlocker, som hun venligst har udlånt - tak mor)!!! Glæder mig til at sy med den og er glad for, at jeg ikke havde den i går, hvor jeg lavede en fejl, som ville have ødelagt mit projekt fuldstændig, hvis jeg havde siddet med overlockeren i stedet for den almindelige maskine...

Har forresten og modtaget en pakke fra England med et par prøver på noget afstivning, som jeg lige måtte se in action!

Men jeg når ikke mere i dag, for nu skal der snart hentes unger.. er det for tidligt at sende dem på kostskole, så mor kan lege i fred?? ;o)

onsdag den 6. april 2011

8. gang på kursus + inspiration til igangværende projekter

Blusen er stadig ved at blive syet sammen. Jeg var ikke helt på dupperne i går, men jeg fik da kørt en tur med overlockeren for første gang. Selvfølgelig øvede jeg mig først, men jeg var alligevel nervøs, da jeg satte mig ved maskinen med min bluses indsnit. Indsnittene blev trimmet med en saks forrige gang og skulle overlockes i går.. det gik fint, men jeg holdt vejret ;o).. det ene ærme blev også syet sammen og jeg klippede et nyt, da jeg havde klippet to ens... øv... godt jeg havde nok stof tilbage, ellers var det blevet en bluse uden ærmer! Lektierne til næste gang er at lave læg i ærmerne. Men først vil jeg lige prøve mors overlocker til det andet ærme og den venter jeg på med længsel...

I mellemtiden laver jeg forskellige andre ting. Bla en skjorte til lillebror, som jeg drøftede med Charlotte Wiegand i går. Endnu et nyt projekt. Mon det bliver godt med alle knapperne, den fine krave osv? Jeg har en drøm om at sy et par (eller 4!!) skønne nederdele til pigerne ... har mange ideer og har foreløbigt bestilt Voile stof i patrol og violet.. samtidig ville jeg ønske, at jeg havde chiffon til disse fantastiske kreationer:

Den her fra http://www.makeit-loveit.com/2010/07/full-and-fluffy-pettiskirt.html:
og den her fra http://www.dana-made-it.com/2008/07/formerly-known-as-turkey-dressing-skirt.html:

Mens jeg venter på at få råd til materialerne til dem ovenfor, er dagen i dag gået med at lave en fusion af disse to pigenederdele fra henholdvis http://www.dana-made-it.com og http://marapytta.blogspot.com:

Den er nok først færdig i morgen, da jeg har kvajet mig lidt og været nødt til at sprætte en del op...

fredag den 1. april 2011

kreditkort- eller visitkortholder (DIY hos http://craftycupboard.blogspot.com)


Jeg fandt en gør-det-selv på en kreditkort-/visitkortholder, som jeg synes så hyggelig ud.. her er mit bud:

(forresten er det Kaffe Fassett stof både undenpå og indeni og der mangler en knap, men jeg kan ikke finde dem! )