tirsdag den 21. december 2010

Finsk Julestjerne

Jeg var simpelthen nødt til at lave sådan en stjerne, da jeg så den på strikaholic's blog http://strikaholic.blogspot.com/2010/12/se-hvad-jeg-har-faet.html.
Jeg har en del papir til scrapbooking liggende og det passer perfekt i størrelsen (30x30 cm). Jeg startede med at lave to i ensfarvet papir, som jeg skar ud med en skalpel, som jeg også anskaffede til scrapbookingprojekterne. Men som det ofte er, gav jeg dem væk og jeg nåede ikke at tage billeder af dem. Det var lidt besværligt, så jeg hørte min mor, om hun tilfældigvis lå inde med et skæreapparat af en slags og det gjorde hun heldigvis.. mors kælder er et overflødighedshorn af ting og sager til alle typer håndarbejde, så jeg er normalt heldig, når jeg liiige står og mangler et eller andet... Det var noget nemmere at skære strimlerne til stjernen med skæremaskinen!

Tror jeg vil lave nogle flere, lige så snart jeg får tid.. Egentlig vil jeg hellere sy drengebukser, men jeg kan ikke rigtig komme igang, når ungerne er hjemme på juleferie og de nægter at sove om aftenen. Det giver mig nøjagtig 0 timer på et døgn til at foretage mig ikke-børnerelaterede aktiviteter. Så det nemmere lige at skære en strimmel ud hist og her og lime dem sammen, når lillebror sover til middag...

Opskriften på stjernen findes her: http://www.craftideas.info/html/finnish_star.html . Det tog lidt tid for mig, at finde dimensionerne på strimlerne, men efter lidt søgning på siden fandt jeg frem til, at der skal bruges 12 strimler, 30 cm lange og 1,5 cm brede..

mandag den 13. december 2010

Tørret brudebuket

Så fik jeg hentet min buket og de to brudepigebuketter.. Den er sød, men jeg er faktisk stadig i tvivl, om ikke den skulle have været presset.

I buketten er der en masse brudeslør samt nelliker og ærteblomster (foruden roserne) og lige de tre typer, synes jeg ikke tager sig så godt ud i tørret tilstand. Der var andre buketter med f.eks. mange roser, der var FANTASTISK smukke.. også andre typer blomster, tog sig smukkere ud tørrede - både pressede og hele. Så jeg kunne godt have ønsket mig, at der var lidt flere roser i min buket. Men jeg er glad for, at jeg fik det gjort og glæder mig til at få den op på væggen. Hvis jeg får en anden "særlig" buket en dag, som jeg synes er bevaringsværdig, så vil jeg da heller ikke tøve med at sende den over til Aarhus Blomsterpres.

http://www.aarhusblomsterpres.dk/

Huske at tænke over typen af blomster.. og få buketten af sted hurtigt -  helst samme dag - så blomsterne er så friske og smukke som muligt. Hvis den skal opbevares en dags tid, så put den i køleskabet hurtigt.

Den skal hænge et sted, hvor der ikke er for meget lys.

Jeg kan dokumentere, at nogle buketter kan holde mere end 36 år.. min mors brudebuket er stadig smuk, synes jeg:

torsdag den 9. december 2010

Pressede og tørrede buketter

I 36 år har jeg kigget på min mors brudebuket. Ikke på billeder, men selve buketten, der er presset og sat ind i en ramme. Den har altid hængt et sted i stuen, hvor der ikke kommer for meget lys til at blege den. På en eller anden måde er den en naturlig del af hjemmet og derfor var det også helt oplagt, at jeg skulle have min buket i ramme. Det var bare ikke nemt, for der er ikke mange steder i landet, hvor man kan få presset en buket.
Det lykkedes mig heldigvis at finde en i Jylland, som beskæftiger sig med bevaring af blomster! Så vidt jeg har kunne finde frem til, er hun den eneste i Danmark.

Om mandagen efter brylluppet pakkede jeg min buket (som havde stået i køleskabet) ned i en flyttekasse, efter Lillian fra Aarhus Blomsterpres anvisninger. Kassen blev foret med toiletpapir og køkkenrulle, der blev viklet af rullerne på gulvet og rodet sammen i nogle reder inden de blev smidt ned i kassen, så buketten kunne ligge i kassen uden at rykke sig og være nogenlunde beskyttet hele vejen rundt. Jeg lagde også brudepigebuketterne og en af herrernes knappehulsbuketter ved. En masse frimærker på og afsted med posten!Jeg kunne vælge imellem to former for bevaring. Presning, ligesom mors eller tørring. Forskellen er, at ved tørring bliver buketten ikke presset. De bliver tørret og sat ind i en ramme med buet glas. Således bevarer buketten sin form og kan stadig hænges op på væggen. Jeg var i tvivl. Jeg har altid været glad for at se på mors buket og hældte mest til at få den presset. Men Lillian talte varmt for at få den tørret i stedet, så jeg besluttede at gøre det.
Jeg skal hente min buket i weekenden og jeg glæder mig meget til at gense den og er spændt. Jeg håber den er smuk og jeg håber, at den også kommer til at holde mindst 36 år. Min store datter har allerede talt om, at hun vil have den, når jeg dør! En 9årig kan få mange skøre ideer, men jeg har lovet hende, at hvis den stadig er pæn, når jeg dør, så må hun hjertens gerne få den :o).

onsdag den 8. december 2010

Bukser med elastisk taljelinning.. TJEK!

Så fik jeg dem færdige. Mine problemer var jo at få elastikken pakket ind i noget rib-agtigt og at få højden af taljen tilpasset til den brede elastik. Samtidig ville jeg helst heller ikke have, at linningen blev for rynket. Resultatet er ok. Jeg vil helt sikkert bruge bukserne, selvom jeg synes de poser en anelse foran (men det har muligvis noget at gøre med min mave ;o)), men det vil man ikke kunne se, under en kjole eller tunika etc.
Elastikken var besværlig og blev ikke helt så pæn, som jeg kunne have tænkt mig, men den er acceptabel. Det har var jo bare en kladde, inden jeg kaster mig over dyrere stof! Næste gang tror jeg, at jeg bare nøjes med at sy en ribkant på og måske med bindebånd. Måske vil jeg også formindske omkredsen på linningen på selve bukserne, så der ikke bliver så meget rynk, når ribkanten syes på.

Fremgangsmåde
Med hjælp fra www.onion.dk, mønster 4004 og en beskrivelse af taljerib på familiejournalen http://www.familiejournal.dk/Handarbejde/Sy%20selv/2009_09_Sy%20skoent%20slap%20af%20saet.aspx

Jeg startede hårdt og brutalt med at klippe det antal cm af bukserne, som jeg ville tilføje med elastik - dvs. 6 cm - og ordnede trevlekanten med en alm. overlock. Derpå fandt jeg ud af, hvor meget jeg skulle bruge af ribstof og elastik. Ribstof kommer i rør eller i en ring, og det passede faktisk lige til min talje, så det virkede lidt dumt at skulle klippe det over, for at sy det sammen til en ring igen. Jeg behøvede derfor kun at klippe den bredde, jeg skulle bruge - 12 cm (fordi elastikken var 6 cm bred). Elastikkens længde målte jeg ved at holde den rundt om taljen og sammenligne med et par bukser, der mindede om. Den skulle være ca. 87 cm lang + 2,5 cm til sammensyning. Efter sammensyningen af elastikken markerede jeg 4 lige store dele af både ribkanten og elastikken med nåle.

Elastikken lagde jeg ovenpå ribkanten, så nålene passede oveni hinanden og hæftede de to stykker sammen med de kulørte knappenåle. Bagefter fjernede jeg de almindelige knappenåle, som jo ikke holdt fast på noget og derfor ikke behøvede at sidde i.

Jeg hæftede de to stykker sammen med lidt flere knappenåle, inden jeg syede dem sammen med en bred zigzag helt nede ved kanten, som det ses på billedet nedenfor. Heldigvis var omkredsen på de to ringe nogenlunde ens, så jeg skulle kun trække en lille smule, mens de blev syet sammen.


Her ses de to sømme, der kommer til at
være på bagsiden af elastikken, når den syes på bukserne
Jeg lavede en syning i den anden side af elastikken også. Men først satte jeg nogle nåle i, for at det ikke skulle rykke sig i forhold til hinanden. Til sidst foldede jeg ribkanten ned på den anden side af elastikken og syede dem sammen med en bred zigzag lige ude ved kanten. Sømmene vil kun kunne ses på vrangen, men det kunne nok gøres mere elegant.

Elastikken blev syet på bukserne efter samme fremgangsmåde som rib og elastik blev syet sammen. Der var ret stor forskel på omkredsen på elastikken og omkredsen på bukserne, så det var nødvendigt at være omhyggelig med at fordele strækket jævnt hele vejen rundt. Min indpakkede elastik blev afmærket i 4 lige store dele med nåle og samme gjorde stoffet på bukserne. Elastikken blev hæftet på bukserne ret mod ret, så afmærkningerne passede lige oveni hinanden. Jeg hæftede det dog sammen med mange flere nåle ved at sætte en nål midt mellem to andre nåle hele tiden. På den måde blev 4 nåle hurtigt til 8 og videre til 16 nåle. Det var nødvendigt at strække elastikken en del, mens den blev syet fast. Jeg syede den fast med sømmen "stræk overlock" (på en almindelig maskine, som ikke kan skære i stoffet) og sørgede for at sømmen lå lige udenfor zigzag-sømmen på elastikken, så den ikke ville kunne ses på retsiden.

Jeg kunne godt finde på at købe noget mere billigt stof og prøve mønstret på løse bukser fra ide-design, (multisnit all round serie, 1.11), for at se om de passer bedre eller værre end dem her fra Onion. Men lige nu er jeg bare glad for at være færdig med det første stykke tøj til mig selv :o)

tirsdag den 7. december 2010

Bukser med elastisk taljelinning..

Jeg har lige flikket et par bukser sammen efter Onion4004 mønstret. Det er et par løse bukser, som jeg forestiller mig er lækre at have på og som kan bruges under forskellige typer kjoler og tunikaer. Men jeg vil ikke lave den talje, som der er i mønstret. Jeg vil have en bred elastikkant, ligesom jeg har i et par velour bukser, jeg købte i vero moda for 1000 år siden (de brune nedenfor).
Jeg skal på en eller anden måde have den brede elastik syet på, men den skal helst være pakket ind i et stykke af den mørkeblå ribkant, som også ses på billedet til venstre. Jeg vil ikke lave en løbegang til elastikken. Elastikken skal være syet direkte på stoffet, sammen med ribben. Det er den også, på de bukser jeg prøver at eftergøre. Jeg tror, at det vil holde bedre. Det er måske nemmest at pakke elastikken ind i ribben først og ri dem sammen og sy dem på bukserne bagefter?


Jeg har mindst to problemer. 1) jeg tror at taljen er for høj til en bred elastik. Så kommer elastikken vel til at sidde under ribbenene? Jeg vil også gerne have at elastikken sidder mere på hofterne end i taljen. 2) Jeg vil ikke have, at det rynker alt for meget hele vejen rundt. Det er nok ikke rocket science, men det er alligevel  ny lærdom for mig! :o). Jeg kan ikke rigtig finde en god anvisning på internettet, så jeg må ty til min usandsynlig umoderne og håbløse sybog. Det er sådan en, hvor man faktisk ikke kan se ret meget ud fra billederne og man derfor er nødt til at sidde og lave det samtidig for at fatte, hvad det er de prøver at forklare og det bliver ikke nemmere af, at de anvender tekstiler, der minder om hinanden i farverne og dermed er svære at skele fra hinanden. (Der burde være en lov om, at alle former for manualer skulle prøves af af begyndere, inden de blev trykt!!!!!). Ikke destomindre har jeg nu alligevel haft glæde af den mange gange.. så det er ikke helt fair at svine den alt for meget til..

mandag den 6. december 2010

farmors havregrynskager

Min dejlige farmor døde tidligere i år. Hun nåede at blive 90 og holde stor fødselsdag i haven og hun var også med til mit bryllup. Det er jeg meget taknemmelig for! Vi savner hende meget og vi mangler hende særligt her i december til ungernes fødselsdage og til jul selvfølgelig. Lige så længe jeg kan huske, har hun bagt de her småkager. Det hører til blandt min fars absolutte favoritter (sammen med franske vafler fra Karen Volf!) og han er ikke en mand, man særligt nemt stiller tilfreds! ;o). De er også et hit hos mine unger. I det hele taget kender jeg ikke nogen, som ikke kan li dem.

Opskriften:

75 g havregryn
1/4 tsk salt
125 g sukker
125 g margarine
75 g kokosmel
100 g mørk farin
100 g mel
1 æg
1 tsk natron
2 tsk vanillesukker

Det hele æltes godt sammen (det kommer til at føles i stil med havregrynskugler) Dejen sættes i små klatter på bagepapir på en bageplade og bages i 8-10 min ved 200 grader (almindelig ovn). I ovnen flyder de langsomt ud, så hæver de lidt op og falder sammen. Når de falder sammen er de næsten færdige. Så mangler de (måske!!) lidt farve. Der er en fin linie mellem, at de har fået lige det de skal og er let gyldne og at de har fået en lille smule for meget og dermed smager lidt brændte.

Farmor Lilly...
Min farmor lavede også kejserens skæg og de bedste boller i verden. Det er dem jeg prøver at eftergøre, når jeg bager til fødselsdage, men mine bliver aldrig helt så gode. De er standarden alle boller måles op imod og der er hidtil ingen, der har kunne være med. Derudover lavede hun en meget lækker grønkålssuppe. Den var bare skøn og jeg forsøgte i videst muligt omfang at få hende til at lave en grønkålssuppedag en gang i løbet af vinteren..

..men farmor var jo ikke kun i køkkenet. Hun var så meget mere. En lille, spinkel dame, der boede alene i omtrent 30 år på en lille gård lige udenfor Stege. Hun var aldrig fordømmende eller belærende, end ikke når et par af hendes børnebørn (jeg siger ikke hvem! ;o)) en gang imellem havde et rod med kærester og sidenhen i familielivet. Hun forstod det ikke, men hun hævede aldrig pegefingre alligevel. Hun gik ikke op i fine ting og havde i det hele taget ikke fine fornemmelser. Hun var bare helt lige til, efter min mening. Jordbunden og uden de store armsving, men gæv og rar og sej også. Derfor var der også mange, der holdt af at besøge hende og hun havde en stor vennekreds, som ofte kom forbi til kaffe ude på gården. Der var overhovedet ingen "fru Hyacinth" over hende (hvis nogen kender hende fra tv-serien - Fint skal det være eller Keeping up Appearances?). Jeg synes, at farmors måde at være på er efterstræbelsesværdig.

Og så havde hun en KÆMPE køkkenhave, hvor hun dyrkede, jordbær, kartofler, gulerødder og alle mulige andre lækre ting, som hun gladeligt delte ud af - enten friskt eller syltet i forskellige afskygninger. Og hun passede den selv! Hun nåede heldigvis aldrig på plejehjem eller ældrebolig og hun var i stand til at gå i haven helt til det sidste. Frisk i sind og krop (sådan nogenlunde da, for man kan nok ikke undgå at blive lidt slidt som 90'årig bondekone?). Sådan vil jeg også have det, når jeg bliver gammel.


lørdag den 4. december 2010

det bedste hjemmebagte...!

Må jeg have lov at anbefale en bog om at bage, som jeg synes er fremragende? Den hedder Hjemmebagt - korn, mel og bagværk fra skærtoft mølle.


Jeg bager bla. de sønderjyske festboller til børnefødselsdagene. Det er boller, der koldhæver i køleskabet natten over og hæver flere gange, inden de kommer i ovnen. De er ikke helt trivielle at lave og kan ikke lige smides sammen "på ingen tid", men de er al arbejdet værd. Ud over nogle spændende og meget smagfulde opskrifter på brød osv. er der også en gennemgang af de forskellige processer i bagning - at hæve, at ælte, at  dele m.m.. Der findes forklaringer på, hvorfor og hvordan brød skal hæve og ved hvilke temperaturer og hvilke redskaber, der er nyttige at have og de forskellige kornsorter bliver også gennemgået. Jeg er glad for, at min mor havde købt to af de bøger og gav mig den ene.. Den er god for folk, som godt gider lidt mere forklaring og som bare godt kan li lækkert brød. (min udgave ser anderledes ud på forsiden, men mon ikke de er lige gode inden i? ;o))

mandag den 29. november 2010

Fra bluse til kjole...

Dette er bagstykket, som ligger til fold.
Nu er den snart færdig. Forsøget på at forlænge bondepigeblusen til en tunika.. Jeg har studeret andre kjoler og tunikaer inde i skuffen. De skråer som regel lidt ud af i siderne og buer lidt for neden. Det gør bondepigeblusen ikke! Derfor måtte jeg jo finde på en måde at lave hældningerne og buerne på - med de redskaber jeg havde for hånden. Jeg var et smut ude og købe ternet mønsterpapir til formålet.. For og bagstykkerne forlængende jeg med 17 cm. Jeg gættede på at en forøgelse på 2,5 cm ville være passende i bunden og lavede en hældning fra lige under ærmet og ned til kanten. Kunsten var at lave rundingen.. det gjorde jeg med en snor med en tusch for enden. Det kan kun blive "sådan ca" på den måde, men jeg tror egentlig, at det blev ok. Jeg kiggede en del på andre kjoler, for at finde ud af, hvor skarp buen skulle være. For at gøre den fladere ind mod midten af kjolen, lavede jeg flere buer oven i hinanden ved at flytte snoren små hak ind mod midten og tegne en ny bue og flytte den lidt og tegne en ny bue osv. De sorte punkter på billedet nedenfor svarer til de punkter, hvor jeg har holdt snoren fast. (giver det mon overhovedet nogen mening for nogen andre end mig?)


Jeg mangler sådanset bare at lægge den op for neden, så er den færdig, men jeg er ikke helt tilfreds. Synes den er blevet for stor. Det kan være, at jeg kan gøre den lidt mindre klodset ved at sy noget rynk foran og ellers vente på, at min datter bliver stor nok til at den passer lidt bedre? Det er jo meningen at den skal være løs, men den behøver jo ikke ligne en sæk vel?





Her er kjolen sammen med bondepigeblusen, som den bygger på...

En rulle rynketråd, tak....

Jeg forestiller mig, at man som skrædderlærling bliver bedt om at gå ud på lageret og hente rynketråden, ligesom de i andre brancher driller med at sende ham ud efter knofedtet eller lignende. Det var i hvert fald frustrerende, at jeg lige manglede rynketråden, da jeg skulle til at sy en bondepigebluse, som jeg havde fundet i en bog. Jeg ville jo så gerne igang og jeg skulle bruge rynketråd til flæserne på ærmerne! Heldigvis slog jeg det op på internettet (så jeg nåede ikke at stå og se fjoget ud i en sybutik!) og fandt ud af, at den omtalte rynketråd i virkeligheden bare var almindelig tråd, der syes på stoffet med de længste sting og uden at hæfte enderne..således kan stoffet forsigtig trækkes sammen på tråden og man får den søde rynke-effekt på flæsen.


Rynketråd:
Jeg syede på maskinen med de længste sting og lod et godt stykke tråd hænge løst i begge ender til at holde i. På den måde kunne stoffet trækkes forsigtigt sammen. Det ville måske være smart at slå en knude i hver ende, inden flæsen skulle syes på, men jeg fastgjorde den med ret mange nåle, så jeg var sikker på at den ikke rykkede sig, da jeg syede den på.. Det var ikke så svært, men det tog alligevel lidt tid. Dels fordi jeg ikke havde prøvet det før og dels fordi jeg var meget omhyggelig med at fordele rynkerne så jævnt som jeg kunne og helst så ens som muligt på begge ærmer. Hvor nemt eller hvor svært det er, afhænger formentlig også af stoftypen. Bondepigeblusen her er ret firkantet og syes derfor bedst i noget let sommerstof og det er nok nemmere at arbejde med, når man skal lave en flæse, tror jeg.


Rynketråden var altså dagens lektion for mig, da jeg lavede bondepigeblusen.. :o) Jeg er lige nu igang med tre projekter.. det ene er at lave bondepigeblusen om til en kjole eller tunika. Jeg har siddet og arbejdet med mønstret og jeg prøver mig som sædvanlig frem... Jeg er næsten færdig med den.. men det skriver jeg om senere.. det andet projekt sidder på strikkepindene. Det er et halstørklæde strikket på tværs. Det skulle gerne ende med at blive lidt maskulint, så min skønne mand kan bruge det. Det sidste igangværende projekt er at lege lidt med bondepigeblusen.. overvejer at sy en elastiktråd på brystet af blusen, så den rynker lidt foran og måske oppe i halskanten. Det vil jeg gøre med elastisk undertråd. Jeg har lavet et par prøver på noget andet stof, som så fornuftige ud. Jeg har en masse stof liggende, så kommende projekter er 1) et par løse, lækre bukser til mig selv! og 2) jeg har fundet det lækreste drengestof, som måske bliver til en skjorte eller et par bukser uden sidesøm med bred ribkant i taljen til min søn.. Det har jeg ikke rigtig fundet ud af endnu.

fredag den 26. november 2010

Brudepigekjoler..


I forbindelse med vores bryllup d. 14. august i år (2010) blev jeg kastet ud i et lidt uventet projekt. Svigermor havde tilbudt at sy brudepigekjolerne og jeg skulle bare finde et mønster, som jeg godt kunne li.. Det gjorde jeg så og pludselig en dag dukkede hun op med symaskine og materialer til at sy et par 'prøvekjoler' til pigerne. Hun havde klippet stoffet og satte mig til at sy det sammen. Jeg har ikke siddet ved en symaskine, siden jeg tog symaskinekørekort i folkeskolen (hvilket jeg i øvrigt var supergod til, hvis jeg selv skal sige det!!). 

Med tre børn er det lidt småt med fritidsinteresser for mor, men svigermor har sat gang i en sand besættelse for mig. Her i slutningen af min barselsorlov bestiller jeg nærmest ikke andet end at sy i de timer, hvor ungerne er i deres respektive institutioner. Jeg er fuldstændig opslugt...



Hvad jeg ved om at sy, kan stå på bagsiden af et frimærke, så jeg læser mig frem i bøger og på internettet og spørger om gode råd hos svigermor og mor, som begge er fantastisk dygtige til alle former for håndarbejde.. men jeg vil helst selv... sådan er det med det meste.. :o)

Billederne er mine tøser, som står og kigger ud på regnen i deres brudepigekjoler. Himlen åbnede sluserne og det væltede ned hele dagen... så meget at vores planlagte havefest måtte flytte indenfor..

Bloggen her vil jeg kalde en logbog, hvor jeg vil forsøge at samle mine erfaringer.. måske er der andre, der kan få glæde af dem, eller som får lyst til at dele ud af gode råd og erfaringer?